Vold mod kvinder er et stort samfundsmæssigt problem. Så jeg kan kun bakke op om Maylis Roßbergs læserbrev i tirsdags. Jeg er dog nødt til at præcisere, at Rendsborg ikke har fået et helt nyt krisecenter. Der er tværtimod tale om en nybygning, der ikke udvider antallet af pladser, men giver bedre bolig- og rådgivningsvilkår for de berørte. Til gengæld er både kredsen Nordfrisland og Slesvig-Flensborg i gang med at diskutere mulighederne for at oprette nye krisecentre. Det bliver en vanskelig proces at frigøre midler til nye pladser, uden at det går på bekostning af de eksisterende huse, der allerede har trange kår. Jeg vil i den sammenhæng også understrege, at der faktisk er et stort netværk af anonyme rådgivningsmuligheder i hele Tyskland.
Men det er helt rigtigt, at der ikke kun er brug for tilgang til akut hjælp. Kønsbaseret vold er et strukturelt samfundsproblem, som ikke blot kan takles med støtte og rådgivning til ofre. Det er er et spørgsmål om, hvordan vi betragter og sikrer basale menneskerettigheder. Derfor er det en tvingende nødvendighed, at Istanbulkonventionen (Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet) omsættes på alle samfundsmæssige niveauer. Og her er der en lang vej igen.
Et krisecenter er en nødløsning, der træder til i allersidste sekund. Ud fra min erfaring som pædagog i krisecentret i Flensborg ved jeg, at rigtig mange kvinder udholder livsfarlige situationer, fordi de er økonomisk afhængige af parforholdet. Omsorgsarbejde, rengøring og andet kvindedomineret arbejde er stadigvæk dramatisk underbetalt. Og Tysklands social- og skattesystem fører stadigvæk til en massiv forskelsbehandling mellem enlige og gifte forældre. Mange berørte kvinder har fortalt mig, at de har stor angst for de store finansielle udfordringer, livet som alenemor medfører. Andre fortæller om, at de er bange for opholdsretslige konsekvenser.
Hjælp og rådgivning er en akut nødvendighed, og debat om ligestilling påkrævet. Men på lang sigt kan kønsbaseret vold kun forebygges med gennemgribende politiske forandringer, der sikrer alle mennesker de nødvendige økonomiske og sociale forudsætninger til at træffe uafhængige beslutninger.