Så holdt vi årsmøde igen. Og selvom det er anderledes at sidde med stor afstand i en idrætshal end at hygge på et friluftsmøde, kom jeg i årsmødestemning. Der sker noget særligt med mig til årsmøder, jul og nytår. Jeg er ikke royalist, men jeg ser Dronningens nytårstale hvert år og fælder en tåre, når Hendes Majestæt husker os. Jeg er ikke troende, men jeg elsker at synge danske julesalmer. Jeg går ikke op i nationer, men fik en klump i halsen, da Ghita Nørby reciterede »I Danmark er jeg født« til aftenmødet i Flensborg. Dansk tradition og sangskat har ledsaget mig hele mit liv, og det giver genklang et eller andet sted dybt inde i mig, når jeg hører bestemte toner eller ord. Mine følelser er præget af den begejstring for dansk kultur, som jeg er opvokset med. En så stor glæde for traditioner og sprog, som man måske kun kan føle, når det er noget, man har måttet kæmpet for.
Min mor elsker årsmødeoptog. Det minder hende om den tid, hvor det var svært at være del af det danske mindretal. Dengang kunne det være vanskeligt at få uddannelsesplads, når man kom fra den danske skole, som gerne blev nedgjort som »Dummenschool« af flertalsbefolkningen. Dansksindede blev udelukket fra fester og set skævt til af andre unge eller ligefrem udsat for voldelige angreb. Så årsmødeoptoget var en vigtig markering. Det var en demonstration for retten til at være dansk og leve et værdigt liv alligevel. Og det handlede også om at vise, at man ikke kun var en eller to, men mange. Og det blev synligt for min mor, når hun gik sammen med sine søskende, mor og bedsteforældre og kunne se optoget sno sig gennem hele Tønning.
Jeg selv har aldrig oplevet mit tilhørsforhold til mindretallet som en udfordring. Min flersprogethed har tværtimod givet mig flere chancer i livet end mine mange tyske venner. Og den gode kontakt til dem har bevirket, at jeg føler mig langt mere hjemme i både dansk og tysk kultur end min forældregeneration. Jeg oplever, at samlivet bliver bedre i takt med, at grænsen mellem tysk og dansk bliver lidt mindre skarp. Men jeg er ikke naiv, jeg ved, at en kultur, der er i mindretal, skal plejes for at kunne gro. Og så længe tysk dominerer hverdagen, skal vi naturligvis dyrke dansk sprog og kultur, hvis vi vil bibeholde mangfoldigheden i grænselandet.
Beskæftigelsen med identitet fylder meget i sydslesvigske debatter. Jeg frygter, at vi er verdensmestre i at diskutere, hvad det vil sige at være dansk og især dansk nok. Jeg har igennem mange år været flittig til at bidrage, men på det sidste er jeg ved at blive træt af det. Det skyldes især, at jeg oplever det som anmassende, når mennesker mener, at de kan anlægge kriterier for, hvad der udgør et godt mindretalsmedlem. Det irriterer mig, fordi danskhed er langt mere og andet end et foreningsmedlemskab og en uløselig del af min identitet.
Mine erfaringer gør mig lydhør over for andre mindretalsdebatter. Jeg opfatter mine egne privilegier som medlem af et anerkendt mindretal som forpligtelse til at solidarisere mig med marginaliserede grupper med langt dårlige muligheder for at leve et værdigt liv. Det er altid værd at lytte til mennesker, der oplever udelukkelse eller decideret vold. Jeg tager hvert forslag til en mere respektfuld tone og ligeværdig omgang med hinanden alvorlig. Det er ikke alle ideer, jeg umiddelbart forstår eller bakker op om. Men jeg er altid nysgerrig og ser nøje på alt, der kan være med til at skabe mere gensidig respekt.
I Tyskland er der for tiden en del debat om, i hvorvidt det er en god idé at bruge kønsneutrale stavemåder. Modsat dansk eller engelsk byder tysk rent grammatisk ingen helt så nem løsning. Det kan være lidt af en udfordring at tale et tysk, der tilgodeser alle køn. De forskellige forslag til forbedring ophidser gemytterne. Og CDU vil ligefrem forbyde eleverne i Slesvig-Holsten at skrive kønsneutralt.
Alle forslag, der adresserer racistiske formuleringer eller traditioner vækker som regel også stor forargelse landet over. Mange mener, at ord og handlinger ikke kan være sårende, hvis de er udtrykt og udført i god hensigt. Andre henviser til, at det ikke kan være slemt, så længe nogle berørte har det fint med den praksis.
Og ja, der kan muligvis være mennesker i det danske mindretal, der ikke har noget imod at blive kaldt »Speckdänen«. Men ordet har en historie og bærer et bestemt menneskesyn i sig. Og det samme gælder for andre ord, der etiketterer grupper af mennesker som mindreværdige. Og naturligvis kan et værdsættende og inkluderende sprogbrug alene ikke redde verden, men det kan gøre den til et lidt rarere sted.
Jeg oplever desværre tit, at forslag om at tage hensyn latterliggøre eller mødes med vrede. Det skyldes måske, at det kræver forandringsparathed at udvikle et accepterende samfund med plads til mangfoldighed. Mange, der sidder på magten og privilegierne, føler sig åbenbart truet af de mindste forslag til nytænkning.
Når marginaliserede mennesker selv henviser til, at de bliver forbigået eller diskrimineret, sker det ikke sjældent, at de anklages for at være for krænkelsesparate. Det virker på mig, som når de stærke i klassen stempler et mobbeoffer som ømskindet. Og det undrer ikke, at mange marginaliserede mennesker hellere gør som ingenting end at risikere at blive nedværdiget igen.
I årsmødeweekenden var der en cykeldemonstration under mottoet »Black Lives Matter« i Flensborg. To af mine venner, der dagligt er udsat for racisme, brugte næsten de samme ord om optoget, som min mor om årsmødet: Det handler om at vise, at vi har ret til at være her og leve et værdigt liv. Samme ord hører jeg fra LGBTI-personer, når jeg deltager i pride. Det er lærerigt for mig at være med og fornemme noget af den stemning, generationerne før mig må have følt til årsmøderne.
Mange marginaliserede grupper knyttes primært sammen af de erfaringer, de gør med omverdenen. De finder sammen for at stå stærkere, vinde gehør og få gennemslagskraft. Og skæbnefællesskabet er ikke kun et politisk værktøj, det kan også være et sikkert rum og en kraftkilde. Det er vigtigt og absolut nødvendigt, så længe forskelsbehandlingen står på.
Enhver gruppe, der kæmper for retten til mangfoldighed udadtil, løber dog fare for at lægge pres på gruppemedlemmerne indadtil. Ønsket om at fremstå stærkt, kan munde i krav om at være mere ens og tale med én stemme eller endog at afgrænse sig fra omverdenen. Helt galt går det i mine øjne, når nogle grupper har så meget fokus på deres egne rettigheder, at de mister interessen for andre, der måske har langt sværere ved at leve et værdigt liv.
Derfor gavner det alle interessegrupper af og til at reflektere over, hvilket mål man i grunden går efter. Helt uafhængigt af, hvor man kommer fra, hvordan man ser ud, hvem man elsker, hvilke evner man har, hvad man tror på, hvilken kultur man har og hvilke sprog man holder af, handler det vel i grunden om retten til at have et godt og værdigt liv lige præcis, som man er sammensat.
Derfor må enhver kamp for rummelighed og gensidig respekt ledsages af krav om politiske forandringer, der skaber retfærdighed og bedst mulige chancer for alle.